Spring til indhold

At gøre forretning i Sverige

Danske erhvervsfolk bør udvise tålmodighed, når de gør forretning med svenskerne, og søge mod fællesløsninger, hvis forhandlingerne går i hårdknude.

Med en grov generalisering af forskellene i dansk og svensk virksomhedskultur kan det siges, at danske forretningsfolk har en hårdere forhandlingsteknik end svenskere, og ikke har helt samme betænkeligheder ved at skabe en konfrontation, som svenskere i almindelighed har. Svenskere ønsker ofte at opnå fællesløsninger og er derfor til tider tilbøjelige til at indgå kompromiser for at opnå en forretning eller aftale. Umiddelbart forekommer dette modsætningsforhold at tale til fordel for den danske forretningsmand.

Men erfaringsmæssigt kan der opstå en tendens til, at svenskere af og til havner i en situation, hvor de hellere vil afstå fra en forretning eller en aftale end at acceptere danskerens uvilje mod at indgå kompromis. Som dansk forretningsmand bør man være opmærksom på dette forhold og - i stedet for at forsøge at gennemtvinge sin vilje - gennem forhandling gradvist søge at opnå et vellykket forhandlingsresultat.