Spring til indhold

Transportørers ansvar pr. 4. januar 2016 for ID-kontrol på rejser med tog, bus eller færge fra Danmark til Sverige

22.12.2015  11:31

1. ID-KONTROL PÅ REJSER MED TOG, BUS ELLER FÆRGE FRA DANMARK TIL SVERIGE

Den svenske regering har 18. december 2015 truffet beslutning om indførelse af ID-kontrol på rejser med tog, bus eller færge fra Danmark til Sverige. ID-kontrollen gælder fra 4. januar 2016 og frem til 4. juli 2016.

Beslutningen betyder, at transportører skal kontrollere, om passagerer, der rejser med tog, bus eller færge fra Danmark til Sverige, medbringer ID-papirer med fotografi. Svenske myndigheder oplyser, at ID-kontrollen kan ske inden ombordstigning eller under rejsen. Svenske myndigheder oplyser også, at personer under 18 år, som rejser sammen med deres forældre, ikke vil være omfattet af kravet om at fremvise ID.

Der må i den periode, tiltaget gælder, påregnes forlænget rejsetid.

Skal du rejse, henvises til transportørernes hjemmesider såvel som til det svenske Näringsdepartementets anvisninger.

2. GRÆNSEKONTROL I SVERIGE

Grænsekontrollen i Sverige indført fra 12. november 2015 gælder fortsat.

Det svenske politi anbefaler, at personer, der ønsker at rejse ind i Sverige fra andre Schengen-lande, medbringer pas eller nationalt ID-kort.

De svenske myndigheder har oplyst ambassaden om, at danskere, som rejser til Sverige, skal kunne bevise, at de har ret til indrejse og til ophold i landet, f.eks. ved at fremvise pas eller nationalt ID-kort. Med nationalt ID-kort henvises til et identifikationsdokument af god kvalitet med billede-ID og angivelse af fødested og navn. Iflg. oplysninger fra svenske myndigheder lever et gyldigt dansk kørekort op til disse krav. Svensk politi oplyser dog, at kontrol vil tage længere tid, eftersom svensk politi vil skulle foretage nationalitetskontrol ad anden vej. Et dansk sygesikringsbevis vil også kunne fremvises, hvis det ikke har været muligt for den rejsende at medbringe andre identifikationsdokumenter.  

For yderligere information om grænsekontrol henvises til Svensk Politi.