Spring til indhold

Ambassaden i Stockholm søger to praktikanter til et spændende og udfordrende praktikophold i handelsafdelingen

Frist onsdag d. 20. september 2017

Eksportrådet på ambassaden i Stockholm søger pr. 1. februar 2018 to praktikanter.

 

Arbejdsopgaver


Eksportrådet på ambassaden i Stockholm har til opgave at hjælpe danske virksomheder med at udvide eller opbygge aktiviteter på Danmarks andenstørste eksportmarked. Vi agerer som partnere og rådgivere for danske virksomheder på det svenske marked og assisterer med bl.a. strategiudvikling, identifikation af samarbejdspartnere, udarbejdelse af markedsanalyser og kontakt til potentielle kunder samt til myndigheder.

 

Eksportrådet består af en handelschef og fire eksportrådgivere som du vil bistå i det daglige arbejde. Opgaverne varierer fra projekt til projekt og omfatter bl.a. desk og field research, bistand ved møder, udarbejdelse af analyser og kundekontakt. Derudover kan opgaver indenfor deltagelse i messer og events forekomme. Du kommer til at arbejde tæt sammen med de øvrige ansatte på ambassaden herunder andre praktikanter.

 

Ambassadens Eksportråd er en del af Udenrigsministeriet, hvis opgave er at bistå danske virksomheder inden for eksport, internationalisering og investeringsfremme. Et praktikophold i Eksportrådet byder på indsigt i de forhold, der knytter sig til international handel og internationalisering. I Eksportrådet får du mulighed for på nært hold at opleve de udfordringer danske virksomheder står overfor på det svenske marked samt få kendskab til den daglige arbejdsgang på den danske ambassade i Sverige.

 

 

Kvalifikationer

  • Du har en bestået bachelorgrad og er påbegyndt en kandidat indenfor business, politik, økonomi eller tilsvarende.
  • Du har en interesse for og evt. erfaring med at arbejde inden for det kommercielle område.
  • Du kan lide at arbejde med tal og fakta - kendskab til Excel er en fordel.
  • Du taler og skriver flydende dansk og engelsk - kendskab til svensk er en fordel.
  • Du har gåpåmod, gode samarbejdsevner og er omstillingsparat i en travl hverdag.

Periode for opholdet
1. februar 2018 til 31. juli 2018.

 

 

Tilskud til dækning af udgifter

Udenrigsministeriet yder refusion for merudgifter forbundet med opholdet, såsom f.eks. logi og transport op til et månedligt, maksimalt beløb på 4.000,00 DKK. Ansøger er selv ansvarlig for at finde bolig i Stockholm under praktikperioden.

 

Ansøgning
Kortfattet ansøgning, CV, eksamensresultater og eventuelle udtalelser mærkes ”Praktikophold Eksportrådet” og sendes til jobstoamb@um.dk. Ansøgning og tilhørende bilag bedes indscannet i et samlet PDF-dokument.

 

Ansøgningsfrist
Ansøgninger skal være ambassaden i hænde senest onsdag den 20. september 2017. Udvalgte ansøgere vil blive indbudt til samtale på ambassaden i Stockholm eller via Skype umiddelbart herefter.

 

 

Kontakt
Har du spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte de nuværende praktikanter:

Mette Starup Larsen på tlf. +46 (0)8 406 7518 / mettla@um.dk eller Merilin Iital på tlf.+46 (0)8 406 7526 / meriit@um.dk.

Du kan også kontakte handelschef Elisabeth Manford på tlf. +46 (0)8 406 75 27 / eliman@um.dk.

Besøg gerne Eksportrådets hjemmeside: http://sverige.um.dk/da/eksportraadet/ for mere information om Eksportrådet og http://Sverige.um.dk/ for mere information om ambassaden.