Spring til indhold

Ambassaden i Stockholm søger to praktikanter til et spændende og udfordrende praktikophold i handelsafdelingen

Danmarks ambassade i Stockholm søger praktikanter til handelsafdelingen

Frist fredag 10. marts 2017

Ambassadens handelsafdeling søger pr. 1. august 2017 to praktikanter.

Arbejdsopgaver
Ambassadens handelsafdeling hjælper danske virksomheder med at komme ind på det svenske marked, som er Danmarks andenstørste eksportmarked. Vi tilbyder bl.a. danske virksomheder strategisk rådgivning, identifikation af samarbejdspartnere, udarbejdelse af markedsanalyser og kontakt til potentielle kunder og partnere samt til myndigheder. Handelsafdelingen består af en handelschef og fire eksportrådgivere, som du vil bistå i det daglige arbejde. Opgaverne omfatter bl.a. informationssøgning, bistand ved arrangementer og fremstød, deltagelse i messer og events, udarbejdelse af markedsanalyser og kundekontakt.
Ambassadens handelsafdeling er en del af Eksportrådet, Udenrigsministeriet, hvis opgave er at bistå danske virksomheder inden for eksport, internationalisering og investeringsfremme. Et praktikophold i handelsafdelingen byder på indsigt i de forhold, der knytter sig til international handel og internationalisering. Du får mulighed for på nært hold at opleve de udfordringer, som danske virksomheder står overfor på det svenske marked.

Kvalifikationer
• Du  har en bachelorgrad i en erhvervsøkonomisk eller anden relevant uddannelse og er i gang med din kandidatuddannelse. 
• Du har en interesse for at arbejde inden for det kommercielle område.
• Du taler og skriver flydende dansk og engelsk, og har gerne kenskab til svensk.
• Du har gåpåmod og udviser engagement.
• Du har gode samarbejdsevner og er omstillingsparat i en travl hverdag.
• Du kan arbejde selvstændigt og effektivt.
• Du har humor og en positiv indstilling.

I den samlede vurdering af ansøger indgår også en sikkerhedsvurdering fra relevante danske myndigheder.

Periode for opholdet
1. august 2017 til 31. januar 2018.

Løn
Stillingen er ulønnet, men Udenrigsministeriet yder refusion for merudgifter forbundet med praktikopholdet såsom f.eks. logi og transport op til et månedligt, maksimalt beløb på 4.000,00 DKK. Ansøger er selv ansvarlig for at finde bolig i Stockholm under praktikperioden.

Ansøgning
Kortfattet ansøgning bilagt CV, eksamensresultater og eventuelle udtalelser mærkes ”Praktikophold Handel” og sendes til jobstoamb@um.dk. Ansøgning og tilhørende bilag bedes indscannet i ét samlet PDF-dokument.

Ansøgningsfrist
Ansøgninger skal være ambassaden i hænde senest fredag den 10. marts 2017. Udvalgte ansøgere vil blive indbudt til samtale på ambassaden i Stockholm eller via Skype umiddelbart herefter.

Kontakt
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte de nuværende praktikanter:

Susanna Dyre-Greensite på tlf. +46(0) 8 406 7519/ susdyr@um.dk og
Natascha Mehlin Lund Hansen på tlf. +46 (0) 8 406 7516/ naluha@um.dk  

Du kan også kontakte chefkonsulent Malene Agnes Hedlund på tlf. +46 (0)8 406 7524/ malhed@um.dk.

Besøg http://sverige.um.dk/ for information om ambassaden.

Du kan finde opslaget i PDF-format her