Gå til indhold

Praktikant i den politiske afdeling

Praktikant til politisk-økonomisk afdeling

Ambassadens politisk-økonomiske afdeling søger pr. 1. august 2024 en praktikant: 

 

Den politisk-økonomiske afdeling varetager et bredt opgaveområde, der bestemmes af den aktuelle indenrigs-, udenrigs- og Europapolitiske dagsorden. Du vil under dit ophold bistå afdelingen og ambassadøren i det daglige arbejde. Det indebærer udarbejdelse af analyser, besvarelse af forespørgsler fra danske og svenske myndigheder og borgere, deltagelse i møder og konferencer, forberedelse af besøg samt indsamling og formidling af information om svenske samfundsforhold.

 

Du vil under dit ophold også få mulighed for at prøve kræfter med opgaver, som ligger uden for det politisk-økonomiske område, og må i nogle tilfælde også påregne at varetage opgaver af mere praktisk karakter. Samlet vil opholdet give dig mulighed for at opleve på første hånd, hvad det vil sige at arbejde for danske interesser i udlandet.

Varighed og ansøgningsfrister
Vi søger praktikanter to gange årligt og praktikopholdet er på seks måneder.

Forårshold: 1. februar – 31. juli

· Deadline for ansøgning til dette hold er den 1. september året forinden

 

Efterårshold: 1. august – 31. januar

· Deadline for ansøgningen til dette hold er den 1. marts

 

Krav
Du skal være studerende og tilmeldt en højere uddannelsesinstitution på bachelor- eller kandidatniveau.

Hvis du er udenlandsk statsborger, skal du have boet i Danmark i mindst 3 år, på ansøgningstidspunktet have fast bopæl i Danmark og være indskrevet på et studie på en højere læreanstalt i Danmark under hele praktikopholdet.

 

Det er en betingelse, at du kan sikkerhedsgodkendes af de danske myndigheder, og at du opretholder din sikkerhedsgodkendelse under hele praktikopholdet. Der vil blive indhentet referencer i forbindelse med sikkerhedsgodkendelsen.

 

Vi gør opmærksom på, at man kun kan have ét praktikophold i den danske udenrigstjeneste.

 

Kvalifikationer
Vi leder efter studerende med stærke analytiske evner, drive og et stort engagement samt en nysgerrig, kreativ, åben og positiv tilgang til opgaveløsningen. Du må meget gerne komme med gode eksempler på disse kvalifikationer i din ansøgning. Derudover forventer vi, at du har gode dansk- og engelskkundskaber samt kendskab til MS Office Package (PowerPoint, Excel & Word).

Opholdet skal bidrage til din uddannelse, og vil foregå under vejledning af en akademisk medarbejder i afdelingen. Vi anbefaler, at du inden du søger om et praktikophold undersøger, hvilke akademiske krav din uddannelsesinstitution stiller til dig i forbindelse med et praktikophold.


Ferie og arbejdstid
Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt (inkl. frokostpause). Du optjener 2,08 feriedage pr. måneds praktik svarende til 12,5 dag i løbet af dit 6-måneders praktikophold. Hvis dit studie forlanger, at du skriver en større akademisk opgave i forbindelse med dit praktikophold, vil du desuden kunne få skrive-fri inden for et maksimum af 10 dage afhængig af krav til omfang og kompleksitet af opgaven.

Bolig
Du er selv ansvarlig for at finde bolig og afholde alle udgifter forbundet hermed.

 

Refusion af visse udgifter
Praktikopholdet er ulønnet, men der ydes en kompensation på kr. 5500 pr. måned til dækning af udgifter til logi, transport, forsikring og andre udgifter, der knytter sig til praktikopholdet.

De fleste praktikanter vil desuden have mulighed for at medtage deres SU, men det bør du selv søge afklaret med Styrelsen for Videregående Uddannelser.

 

Ansøgning
Du er velkommen til at søge flere praktikmuligheder. Vi vil blot bede dig angive, hvilket praktikophold, som har din første, anden, tredje etc. prioritet.

Motiveret ansøgning, CV, prioriteringsliste og eventuelle bilag sendes i en samlet PDF-fil til [email protected].