Spring til indhold

Landefakta

Her findes information om Sveriges geografi, dansk-svensk historie, svensk økonomi og politik.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Geografi

Skærgård 

Sverige er med sine ca. 450.000 km² det tredje største land i Vesteuropa. Den længste strækning fra nord til syd er på 1.574 km, mens den længste strækning fra øst til vest er på bare 499 km.

Sverige har ca. 9,7 mio. indbyggere (september 2014). Heraf bor omkring 909.976 i hovedstaden Stockholm og ca. 2,2 mio. i hele hovedstadsområdet. På grund af landets størrelse er befolkningstætheden lav, og der bor kun 21,6 indbyggere pr. km².

Det svenske terræn består af fladt eller let bakket lavland og bjerge i vest. Karakteristisk for svensk natur er, at grundfjeldet ligger tæt under jordoverfladen i det meste af landet. 55% af Sverige er dækket af skov af varierende art fra syd til nord, ligesom søer og store elve også udgør næsten 10% af Sveriges areal.

Klimaet i syd er tempereret. Vintrene er præget af vestenvinde fra det lune atlanterhav og derfor relativt lune, hvorimod somrene er kølige. I nord er klimaet subarktisk. Nedbørsmængden varierer meget fra sted til sted, og særligt de østlige egne ligger i regnlæ.

Historie

Kongerigets dannelse

Efter vikingetidens velstandsstigning og kristendommens gennembrud ca. år 1000 fremstod Sverige som et samlet kongerige sidst i 1000-tallet.
I 1000-tallet styrkedes den kristne kirke via stiftsinddeling og oprettelse af et munkevæsen. Etableringen af ærkebispesædet i Uppsala i 1164 fuldendte kristendommens gennemførelse i Sverige.

Kong Birger Jarl, som grundlagde Stockholm i 1252, og hans søn kong Magnus Ladulås, etablerede tætte forbindelser til det øvrige Europa. Som følge af Hansestædernes handel i Østersøområdet med bl.a. Visby på Gotland som et af knudepunkterne skabtes økonomisk vækst, som muliggjorde en nyorganisering af det svenske rige efter europæisk feudalt mønster.

 

I union med Danmark

Den svenske adel rejste sig imod kong Albrekt af Mecklenburg og søgte hjælp hos Margrethe I af Danmark, som i 1389 besejrede kongen. Med adelens støtte indkaldtes til et møde i Kalmar i 1397, hvor vilkårene for en fælles nordisk union blev formaliseret. Det lykkedes dronning Margrethe at få sin adoptivsøn Erik af Pommern valgt til konge af Sverige, Norge og Danmark, men hvor det dansk-norske kongerige bestod til 1814, blev mødet med Kalmar indledningen til flere hundrede års konflikter mellem Danmark og Sverige. Unionen fremstod udadtil som en europæisk stormagt.

Så længe dronning Margrethe levede, herskede der nogenlunde ro i Unionen, men da Erik tog over efter hendes død i 1412 begyndte problemerne. Dette havde sin årsag i, at en del af den svenske adels støtte til Unionen primært var led i et indre svensk magtspil. I 1434 udbrød et oprør ledet af adelsmanden Engelbrekt Engelbrektsson bl.a. forårsaget af stigende skatter til kongemagten. Samtidig lagde kong Erik sig ud med Hansaen, der på sin side støttede oprøret. Uroen både indenfor og udenfor Unionen førte til Erik af Pommerns afsættelse i 1439.

Begyndelsen til Unionens endelige sammenbrud kom, da den svenske rigsforstander Sten Sture d.æ. slog den danske unionskonge Christian I ved Brunkeberg udenfor Stockholms mure i 1471. Sejrsdagen den 10. oktober var længe helligdag, og Brunkeberg-slaget regnes som en af de vigtigste begivenheder i Sveriges historie.

Forholdet mellem de svenske stormænd og den danske kongemagt led uoprettelig skade, da Christian II efter at have indtaget Stockholm i november 1520 foranledige 80-90 svenske gejstlige og adelige halshugget på Stortorget og derefter lod sig hylde som konge. Det har været omdiskuteret, om disse opgør skal ses som nationale. Hverken Brunkeberg-slaget eller 'Det stockholmske blodbad' kan imidlertid regnes for entydige opgør mellem Danmark og Sverige, idet store dele af den svenske adel var på unionskongernes side.

Opgørene var en strid om, hvorvidt tyngdepunktet i unionskongedømmet skulle ligge i rigsrådsregeringen eller i kongemagten. Altså mellem en svag og stærk union. Ikke desto mindre fik episoderne stor propagandistisk gennemslagskraft i de følgende århundredes stridigheder mellem Sverige og Danmark, da det der først og fremmest må ses som en borgerkrig mellem svenske fraktioner blev gjort til et nationalt dansk-svensk opgør. Blodbadet i 1520 har sikret Christian II en plads i svensk historie som 'Christian Tyrann'. Det er stadig en udbredt opfattelse i Sverige, at han i Danmark kaldes 'Christian den Gode', underforstået pga. blodbadet.

I 1523 kronedes Gustav Eriksson - en af Christians II's overlevende adelige modstandere - til konge og antog navnet Vasa, efter at han med dygtig propaganda og hjælp fra Hansestæderne havde udmanøvreret sine svenske rivaler ved at fremstille dem som danskernes lakajer. Sverige trådte dermed definitivt ud af Kalmar-unionen.

Kalmar

 

Protestantismens indførelse

Gustav Vasa gennemtvang en centralisering af forvaltningen, samlede magten hos sig selv og blev de facto den første svenske enevældskonge. Et vigtigt element i hans politik var indførelsen af protestantismen, som bragte kirkens gods under kongens kontrol.

Religionen kom til at spille en væsentlig rolle i den magtkamp, som efter Gustav Vasas død i 1560 udspilledes mellem hans sønner. Gustav Vasa blev først efterfulgt af sønnen Erik den XIV og siden af sønnen Johan den III, som giftede sig med en polsk, katolsk prinsesse. Da dennes søn Sigismund foruden polsk også blev svensk konge, brød en religiøst begrundet krig ud mellem Sigismund og hans farbror, den senere Karl IX, som vandt et afgørende slag i 1598. I Linköping blev Sigismunds tilhængere henrettet i et "blodbad", som kan sammenlignes med det i Stockholm. Hermed markeredes protestantismens endelige gennemførelse i Sverige.

 

Deltager i europæisk stormagtspolitik

I årene efter unionsopløsningen prægedes svensk udenrigspolitik af livtagene med Danmark i kampen om Østersøen.

Danmark-Norge kunne under den Nordiske Syvårskrig 1563-70 og Kalmar-krigen 1611-13 endnu hævde sin ledende stilling i Norden, men konjunkturerne udviklede sig til svensk gunst. Mens landbrugspriserne i begyndelsen af 1600-tallet raslede ned til stor skade for Danmark, mangedoblede Sverige sin eksport af jern og kobber, hvorved en omfattende oprustning kunne finansieres. Endvidere viste Sverige sig bedre til at opbygge et effektivt statsapparat takket være den stærke kongemagt, hvor Danmark-Norge blev svækket af stadige konflikter mellem konge og adel.

På denne baggrund gennemførte Sverige en ekspansion i Østersøen, der var blevet mulig efter svensk fredslutning med Rusland i 1617 og dansk militær koncentration mod truslerne fra syd i forbindelse med Trediveårskrigen. Efter Christian IV's nederlag i kejserkrigen, 1625-29, syntes Sveriges Østersømagt yderligere befæstet. Store told- og skatteindtægter fra de nyligt erobrede landområder finansierede deltagelsen i Trediveårskrigen, hvor Sverige fra 1630 kæmpede i den protestantiske koalition vendt mod den tyske kejser og gjorde nye erobringer i det nordtyske. Ambitiøse planer om et nordisk kejserdømme ledet af den svenske konge blev opgivet, da Gustav Adolf faldt ved Lützen i 1632. Trods kongens død styrede rigskansler Axel Oxenstierna Sverige igennem den efterfølgende turbulente periode uden at miste de erobrede landområder.

Danske forsøg på i tide at dæmme op for Sveriges stigende rolle som nordisk stormagt resulterede i den såkaldte Torstenssonkrig 1643-45, som endte katastrofalt for Danmark. Ved fredsslutningen i Brømsebro erhvervede Sverige Gotland, Ösel, Jämtland, Herjedalen og - for en 30-års periode - Halland. Ved den Westfalske fred i 1648 opnåede Sverige status som europæisk stormagt, en position man beholdt indtil 1721.

Revanchefølelser fik det svækkede Danmark til at forsøge at udnytte et svensk militært eventyr i Polen ved at erklære Sverige krig i 1657. Men Karl X Gustavs lynfelttog over de tilfrosne bælter tvang Danmark til freden i Roskilde i 1658. Skåne, Halland og Blekinge samt Bohus Len, Trondheims Len og Bornholm blev afstået. Et svensk forsøg året efter på at underlægge sig hele Danmark måtte opgives. En storm på København 1659 mislykkedes, og Nederlandene - som under Torstenssonkrigen havde støttet Sverige - intervenerede i konflikten på dansk side af frygt for svensk kontrol over Østersøen. Ved den svenske konges pludselige død kunne der sluttes fred i 1660, hvorved Trondheims Len og Bornholm kom tilbage til Danmark. Sverige havde imidlertid overtaget Danmark-Norges ledende rolle i Norden.

I 1675-79 gjorde Danmark et forsøg på at vinde Skåne tilbage. Trods nogen dansk militær succes, især til søs, lykkedes det ikke at få revanche, da krigen indvikledes i europæisk stormagtspolitik. Frankrig, Sveriges allierede fra Trediveårskrigen, tvang en fred igennem uden territoriale gevinster for Danmark.

Sveriges tid i europæisk stormagtspolitik afsluttedes med Karl XII's død i 1718 ved Frederikshald i Norge under Den Store Nordiske Krig (1700-1721). Endnu engang forsøgte Danmark at tage Skåne tilbage, men blev slået tilbage af svenskerne. Ved fredsslutningen i Nystad 1721 måtte Sverige afstå bl.a. Estland, Livland og den østlige del af Finland til Rusland. Også de fleste tyske besiddelser gled Sverige af hænde. Danmark opnåede til gengæld herredømmet over Slesvig, hvor den svenske vasal, hertugen af Gottorp, blev fordrevet. Man kan sige, at Danmark en gang for alle opgav at få de gamle østdanske områder tilbage og fra da af koncentrerede sin sikkerhedspolitik om de dansk-tyske grænseområder.

Den svenske ekspansion i 1600- og 1700-tallet blev muliggjort af fordelagtige udenrigspolitiske forhold såsom Ruslands indre krise, Danmarks politiske og økonomiske problemer samt den religiøse splittelse i Tyskland. Endvidere var Sverige gennem sin enestående administration i stand til at mobilisere samtlige landets ressourcer. Princippet om, at krigene skulle "betale sig selv" gennem udbytning af de erobrede områder, var også en forudsætning for ekspansionen. Sikringen af de svenske besiddelser på kontinentet overanstrengte imidlertid den svenske økonomi og medførte sociale belastninger i form af store skattebyrder og udskrivninger af soldater. Tilbage står imidlertid en svensk tradition for effektiv statsforvaltning, "ämbetsverket".

 

Enevældens afskaffelse

I 1720 blev enevælden afskaffet. Riksdagen, der bestod af fire stænder (adel, præster, borgere og bønder) fik magten over skatteudskrivningerne, finanserne og lovgivningen.

Perioden mellem freden i Nystad i 1721 og Gustav III's ublodige paladsrevolution i 1772, hvor kongelig enevælde blev genindført, kaldes Frihedstiden. I denne periode oplevede Sverige en videnskabelig og kulturel opblomstring med impulser fra oplysningstidens Europa. Svenska Akademien blev grundlagt, Stockholms Opera samt det Kungliga Dramatiska Teatern bygget, og mænd som fysikeren Celsius, astronomen Wargentin og botanikeren Linné gjorde Sverige berømt. Svensk kunst udviklede en variant af fransk rokoko - den gustavianske stil - der i lighed med Bellmanns viser fra samme tid ikke er gået af mode. Flere landbrugsreformer blev iværksat, søfarten på Kina og Asien blomstrede, nye industrier såsom porcelænsfabrikker og tobaksspinderier skød op, og eksporten af jern, tjære og træ voksede. Trods økonomiske opgangstider medførte den kraftige befolkningsvækst fra sidst i 1700-tallet et stort proletariat - værst på landet. Digteren Tegnér sagde spøgende, at den stigende befolkning skyldtes freden, vaccinen og kartoflerne.

En mislykket krig mod Rusland i 1788 bragte endnu engang Danmark i krig med Sverige som følge af en dansk-russisk alliance. Krigen forstærkede oppositionen mod kongen, og i 1792 blev Gustav III offer for en adelskonspiration og skudt ned i Stockholms Opera. Den gustavianske periode afsluttedes med endnu et komplot, da hans søn Gustav IV efter at have tabt Finland til Rusland som led i Napoleonskrigene blev afsat af adelen i 1809. Han efterfulgtes af farbroderen Karl XIII, men da han ikke havde børn, fik Sverige et tronfølgeproblem. Først valgtes en dansk prins, der døde, hvorefter man 1810 bestemte sig for Napoleons marskal Jean Baptiste Bernadotte ( kong Karl XIV Johan 1818 - 44) som ny svensk kronprins.

 

Fra Napoleon til århundredeskiftet

Ved Napoleonskrigenes afslutning 1814-15 stod Sverige på den sejrende side og Danmark på den tabende. Sverige ønskede Norge som kompensation for Finland, og Danmark måtte ved freden i Kiel 1814 afstå Norge, som modvilligt indtrådte i union med Sverige, der kom til at vare indtil 1905.

Med grundloven af 1809 deltes magten mellem kongen og den stænderopdelte Riksdag, der fik ret til at opkræve skatter. Fra 1840 ændredes centraladministrationen således, at hver statsråd (minister) blev chef for et departement i stedet for som hidtil blot at være rådgiver for kongen. I 1866 indførtes et tokammersystem i Riksdagen.

Sverige ramtes i lighed med Danmark hårdt af den økonomiske nedgang efter Napoleonskrigene. Helt frem til slutningen af 1800-tallet var Sverige et fattigt landbrugsland, hvor landbefolkningen i 1850 udgjorde 90% og i 1900 75%. Livsbetingelserne for landbefolkningen var hårde, og i perioden 1820-1930 udvandrede ca. en million mennesker til USA. Omkring 1910 var Chicago således den største svenske by efter Stockholm! Der var samtidig en betydelig svensk indvandring til det meget mere velhavende Danmark.

Fra midten af 1800-tallet begyndte industrialiseringen, hvilket sammen med udvandringen afbødede den værste sociale nød. Rigtig fart i industrialiseringen kom der omkring århundredskiftet, hvor grunden til den svenske storindustri blev lagt med opfindelser som kuglelejet (SKF), dynamitten (Nobel), elektromotoren (ASEA) og telefonen (Ericsson).

 

Det 20. århundrede

Industrialiseringen og udviklingen af demokratiet var gået stærkere i Norge og havde sammen med en opblomstring af en national kultur med Grieg, Ibsen og Munch i spidsen forstærket norsk modvilje mod den svensk-norske union.

En kort overgang så det ud til, at der skulle udbryde krig mellem landene, men det lykkedes at forhandle sig frem til en løsning, hvorved Norge i 1905 blev selvstændigt med den danske prins Carl som konge under navnet Haakon VII. Bitterheden i Sverige varede imidlertid længe og blev en hæmsko for nordisk samarbejde.

I 1911 indførtes forholdstalsvalg til begge Riksdagens kamre. I 1917 indførtes parlamentarisme, og kvinderne fik stemmeret i 1920. Demokratiets fuldbyrdelse var kulminationen på en proces, hvor borgerne havde "stået i demokratisk lære" i de utallige foreninger, "folkrörelser", som i det forrige århundrede blev dannet rundt om i landet. Først dominerede afholdsforeninger og frikirkelige organisationer, siden kom idrætten og folkeuddannelsen. Foreningerne politiseredes og var en væsentlig faktor i dannelsen af de liberale partier og - gennem organisering af arbejderklassen - det svenske Socialdemokrati. Afholdsbevægelsen var især et sociokulturelt fænomen og blev af nogle opfattet som et led i klassekampen.

En voksende arbejderklasse og den lige og almindelige valgret banede vejen for den første socialdemokratiske regering i 1920 under ledelse af Hjalmar Branting. Det afgørende socialdemokratiske gennembrud kom dog først i 1933, da Per Albin Hansson indgik et kriseforlig, den såkaldte "kohandel", der var et kompromis mellem landbrugernes (repræsenteret af Bondeforbundet - det senere Centerpartiet) og lønmodtagernes interesser. Forliget var moderat i sit sigte, men denne arbejder-bondealliance blev skelsættende i den forstand, at den markerede starten på 44 års uafbrudt socialdemokratisk styre med Centerpartiet som hyppig samarbejdspartner, enten som direkte regeringsdeltager eller som parlamentarisk støtte. I denne periode blev "det svenska Folkhemmet" opbygget med den målsætning, at samfundet skulle påtage sig ansvaret for borgernes velfærd.

Efter den anden verdenskrig fremstod Sverige som et forbillede for det krigshærgede Europa. Som følge af neutralitetspolitikken var Sverige ikke blevet ramt af verdenskrigens ødelæggelser og havde allerede i 30'erne takket være sin industri gennemlevet en solid økonomisk vækst i modsætning til landbrugslandet Danmark. Derfor kunne landet umiddelbart profitere af den internationalisering af økonomierne, som blev en væsentlig del af den økonomiske genrejsning af Vesteuropa. Efterkrigstiden i Sverige var præget af en næsten eksplosiv økonomisk vækst, som tillod en kraftig udbygning af velfærdssamfundet gennem 50'erne og 60'erne.

Da udbuddet af arbejdskraft ikke kunne følge med industriens efterspørgsel, rekrutteredes arbejdskraft i udlandet, hvilket medførte en stor indvandring til Sverige først og fremmest fra Finland og Sydeuropa. I dag lever der i Sverige hen ved 1 mio. mennesker, som ikke er født i landet. Mange af seneste indvandrede fra især Mellemøsten og Østafrika er koncentreret i boligområder omkring de største svenske byer.

Den øgede vækst og velfærd medførte store forandringer i den almindelige borgers tilværelse. I 1978 fik alle på arbejdsmarkedet ret til 5 ugers ferie om året. Mens industriarbejderen i begyndelsen af århundredet drømte om rekreation i kolonihaven om søndagen, blev charterrejser til Middelhavsområdet i 60'erne og 70'erne et alternativ til ferien som campist i egen Volvo eller i eget sommerhus.

Sverige blev - som resten af den vestlige verden - økonomisk hårdt ramt af oliekrisen i 1973, og i 1976 mistede Socialdemokratiet sit "regeringsmonopol". De borgerlige partier fremstod som et samlet regeringsalternativ og vandt valget i kraft af en intens kampagne mod især LO's forslag om centrale lønmodtagerfonde, som ville give lønmodtagerne afgørende indflydelse i de svenske erhvervsvirksomheder (”fondssocialisme”).

I 1982 kom socialdemokraterne til magten igen med Olof Palme som statsminister. Hans regeringsperioder prægedes af et øget udenrigspolitisk engagement. Sverige blev ramt af et chok, da Palme den 28. februar 1986 blev skudt ned på åben gade i Stockholm. Det uopklarede mord blev af mange opfattet som et attentat på hele det svenske samfund, og mange konspirationsteorier lever fortsat. Ingvar Carlsson efterfulgte Palme som partileder og statsminister i et mentalt kriseramt Sverige, som i de sidste årtier har været ramt af flere offentlige skandaler.

I slutningen af 1980'erne blev det stigende budgetunderskud et påtrængende økonomisk problem. Underskuddet voksede i de sidste Palme-år, men det kollektive chok, som Palme-mordet medførte, fik ingen umiddelbare konsekvenser for den økonomisk-politiske tænkning. Socialdemokratiets finansminister Kjell-Olof Feldt gik i 1990 af i protest mod bl.a. arbejdsbetingelserne i regeringen og LO's indflydelse på den førte økonomiske politik. Hans afgang var med til at svække tilliden til, at Ingvar Carlsson kunne lede Sverige ud af de økonomiske problemer. Socialdemokratiet fik i 1991 sit dårligste valgresultat i mere end 60 år med 38 procent af stemmerne. Siden har Socialdemokratiet dog oplevet værre valgresultater, som i 2006 hvor partiet blot fik 35 procent af stemmerne.

 

EU og NATO

Kulminationen på den nyorientering i svensk udenrigspolitik, som skete i lyset af omvæltningerne i Østeuropa, kom, da Ingvar Carlsson den 1. juli 1991 indleverede den svenske ansøgning om optagelse i EF. Så sent som i 1988 havde et flertal i Riksdagen anset svensk medlemskab af EF som uforeneligt med traditionel svensk udenrigs- og sikkerhedspolitik: alliancefrihed i fredstid og neutralitet i krig.

I 1992 omformuleredes den sikkerhedspolitiske doktrin som følge af bl.a. ønsket om optagelse i EF/EU, og doktrinen lyder nu: "Sverige er militær alliancefri med henblik på, at landet skal kunne være neutralt i tilfælde af krig i nærområdet".

Sveriges udenrigspolitik retter sig mod et bredt internationalt samarbejde blandt andet som aktivt medlem af FN, gennem EU-samarbejdet og det nordiske samarbejde. Sverige anser endvidere et nært transatlantisk samarbejde mellem EU og USA som værende særligt afgørende. Sveriges sikkerhedspolitiske linje er således, at en eventuel trussel mod freden bedst imødegås i fælleskab og samarbejde med andre lande. Sverige er fortsat ikke med i nogen militær alliance, selv om man har et nært samarbejde med NATO. Spørgsmålet om egentligt NATO-medlemskab deler både befolkningen og landets politikere, men der er fortsat ikke flertal i den svenske befolkning for medlemskab af NATO.

Anna Lindh

Palmemordet chokerede hele Sverige, men det skulle ikke blive sidste gang, at Sverige oplevede, at en svensk politiker blev myrdet. Sveriges udenrigsminister Anna Lindh blev angrebet den 10. september 2003, og døde morgenen den 11. september af sine kvæstelser. Overfaldet skete ved højlys dag i varehuset NK i Stockholms centrum, hvor Anna Lindh befandt sig i privat ærinde.

Mordet chokerede hele det svenske samfund, og som ved Palme-mordet blev der sat spørgsmålstegn ved bl.a. det svenske sikkerhedspolitis (SÄPO) rolle samt sikkerheden omkring de folkevalgte (Anna Lindh havde ingen livvagter).

Daværende Statsminister Göran Persson betegnede mordet som et angreb på det svenske demokrati og åbenheden i det svenske samfund. På trods af landesorgen blev folkeafstemningen om svensk deltagelse i euroen gennemført den 14. september 2003. Ved afstemning var 55% af befolkningen imod forslaget (valgdeltagelse var på 82,6%). Resultatet indebar således, at Sverige valgte ikke at indføre Euroen.

Den sindsforvirrede Mijailo Mijailovic, der handlede på egen hånd og uden politisk motivering, blev efterfølgende pågrebet og dømt; i første omgang til livsvarigt fængsel ved byretten, senere ved landsretten til psykiatrisk behandling for mordet.

Der er ingen tvivl om, at opklaringen har betydet en stor lettelse i den svenske befolkning efter traumet fra det uopklarede Palme-mord.

 

Økonomi

Du kan læse om svensk pengepolitik, inflation og finansiel stabilitet på Sveriges Riksbanks hjemmeside. Konjunkturinstitutet (KI) leverer prognoser og nøgletal for svensk økonomi. På Ekonomifaktas hjemmeside findes statistik og fakta om svensk økonomi og arbejdsmarkedsforhold. Statistiska Centralbyrån (SCB) indsamler og behandler statistik om svenske forhold.    

Links

Sveriges Riksbank

Konjunkturinstituttet

Ekonomifakta

Statistiska Centralbyrån

Politik

 

Det politiske system

Sverige er et demokrati. Styreformen er repræsentativ og parlamentarisk. Monarken er rigets statschef, hvis beføjelser og opgaver alene er repræsentative og ceremonielle. For eksempel ledes regeringsdannelsen efter valg ikke af kongen, men af Riksdagens formand ('talman').

Det øverste statsorgan er Riksdagen med 349 medlemmer, som skal godkende en tiltrædende statsminister. Regeringen består af statsministeren og et antal 'statsråder' - i daglig tale 'ministre'.

Riksdagen vælges ved direkte og almindelige valg, der skal afholdes hvert fjerde år (den tredje søndag i september). Næste valg afholdes den 16. september 2018.

Valgrets- og valgbarhedsalderen er 18 år.

 

Forvaltningen

Den svenske forvaltnings ledelse og struktur afviger fra den danske. Forvaltningen ledes ikke af ministre med hver sit sagsområde, men af regeringen som kollektivt organ.

De svenske departementer, der samlet går under betegnelsen 'Regeringskansliet', er er at opfatte som et stabsorgan for regeringen. Det skal dog forstås således, at de er opdelt på sagsområder under ledelse af ministre. I praksis udgør departementerne et mellemled mellem regeringen og den egentlige forvaltning.

Den egentlige løbende forvaltning er henlagt til en række organer, hvoriblandt de direktoratslignende "centrale ämbetsverk" spiller den vigtigste rolle. De er i princippet uafhængige af den politiske ledelse og er alene underkastet generelle retningslinjer udstukket af regering og Riksdag.

Sidestillet med 'ämbetsverken' er 'länsstyrelser', som hver har en af regeringen udpeget landshövding i spidsen. Länsstyrelserne er de statslige forvaltningsorganer på regionalt niveau. På samme niveau fungerer landstingene (regionsråd).

For at være valgbar til Riksdagen må man være stemmeberettiget og opstillet for et politisk parti. Partierne skal opnå mindst 4 % af stemmerne ved valget, da det er spærregrænsen i Sverige.

Riksdagen

 

De politiske partier

Riksdagen har 349 ledamöter (medlemmer), der vælges hvert fjerde år. Der er otte partier repræsenteret i Riksdagen under den nuværende mandatperiode 2014-2018, samt en enkelt løsgænger.

Fordelingen af mandater i Riksdagen efter valget den 14. september 2014.
                                                   

 

 Medlemmer Antal
 Socialdemokraterna (S)  113
 Moderaterna (M)  84
 Sverigedemokraterna (SD)  48
 Miljöpartiet (MP)  25
 Centerpartiet (C)  22
 Vänsterpartiet (V)  21
 Liberalerna (L)  19
 Kristdemokraterna (KD)  16
 Løsgænger  1
 Medlemmer i alt  349

 

 

 

 Nedenfor finder du nyttige links til yderligere information


Links

Regeringskanseliet

Riksdagen

Valmyndigheten

Sweden.se

Länsstyrelserna

De politiske partier

Regering

Regeringens medlemmer

 ''

Foto: kristian Pohl/Regeringskansaliet fra regeringens hjemmeside.

Den rød-grønne mindretalsregering består af en koalition mellem Socialdemokraterna og Miljöpartiet. Regeringen består af 24 ministre, hvoraf 18 ministre er fra Socialdemokraterna og 6 ministre er fra Miljöpartiet.

Statsminister: Stefan Löfven (S)

Udviklings- og klimaminister samt vicestatsminister: Isabella Lövin (MP)

Udenrigsminister: Margot Wallström (S)

Finansminister: Magdalena Andersson (S)

Justitsminister- og migrationsminister: Morgan Johansson (S)

Indenrigsminister: Anders Ygeman (S)

Forsvarsminister: Peter Hultqvist (S)

Landbrugsminister: Sven-Erik Bucht (S)

Arbejdsmarkeds- og etableringsminister: Ylva Johansson (S)

Kultur- och demokratiminister: Alice Bah Kunke (MP)

Socialminister: Annika Stranhäll (S)

Børn-, ældre- og ligestillingsminister: Åsa Regnér (S)

Folkesundhed- og idrætsminister: Gabriel Wikström (S)

Finansmarked- og forbrugerminister: Per Bolund (MP)

Civilminister: Ardalan Shekarabi (S)

Uddannelsesminister: Gustav Fridolin (MP) 

Gymnasie- og kundskabsløftsminister: Aida Hadzialic (S)

Videregående uddannelser- og forskningsminister: Helene Hellmark Knutsson (S)

Samordnings- og energiminister: Ibarahim Baylan (S)

Erhvervs- og innovationsminister: Mikael Damberg (S) 

Bolig- og digitaliseringsminister: Peter Eriksson  (MP)

Infrastrukturminister: Anna Johansson (S)

Miljøminister: Karolina Skog (MP)

EU- og handelsminister: Ann Linde (S)

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind