Gå til indhold

Kørekort

Danskere med fast bopæl i andre EU-lande kan ikke få udstedt dansk duplikatkørekort eller kørekort i anledning af fornyelse.

Det er ikke længere muligt for danskere med fast bopæl i andre EU-lande at få udstedt dansk kørekort. 

Man kan både ved midlertidig ophold og fast bosættelse i Sverige benytte sit danske EU-kørekort, men i tilfælde af fornyelse, eller hvis kortet bortkommer, kan danskere med fast bopæl i Sverige ikke få udstedt nyt kørekort i Danmark.

Fastboende danskere i Sverige henvises i så tilfælde til at kontakte de svenske myndigheder for udstedelse af lokalt kørekort. Nyt kørekort søges hos
Transport Styrelsen på +46 07 71 81 81 81. Yderligere information om regler og anskaffelse af svensk kørekort kan findes på den svenske kørekortsportal på nettet – link findes i oversigten nederst på denne side.

De ændrede regler medfører ikke, at man ved genoptagelse af bopæl i Danmark skal gennemgå en ny køreprøve.

Internationalt kørekort
Det eneste man kan søge om at få udstedt i Danmark, er et internationalt kørekort, der i visse lande skal anvendes sammen med det nationale kørekort. Ansøgning om internationalt kørekort kan ske ved personlig henvendelse i ambassadens paskontor eller et stedligt konsulat. Kørekort udstedes centralt i Danmark af Rigspolitichefen.

Ekspeditionstiden er 3 - 6 uger. Til brug for ansøgningen skal afleveres et lyseblåt ansøgningsskema (udleveres på ambassaden eller konsulatet) i udfyldt og underskrevet stand, gyldigt kørekort og et nyt pasfoto (find krav til pasfoto i linkoversigten herunder). 

Danskere, som opholder sig midlertidigt i Sverige, kan i visse tilfælde få hjælp fra ambassaden til at søge om nyt kørekort, hvis deres kort bortkommer. Opholdet bør dog være af længerevarende karakter, da der skal forventes en vis ekspeditionstid.