Spring til indhold

Find vej til de nordiske markeder

Virksomhedsledere og selvstændige kan blive klogere på, hvad der skal til for at komme i gang med eksport til Norden, når Væksthuset og Eksportrådet holder eksportmøde den 4. marts i Stenløse.

”Hvis dansk eksport for alvor kommer i gang igen, så kommer væksten også tilbage!”
Det mantra bliver ofte gentaget i vækstdebatten, men hvordan omsættes ambitionerne til virkelighed? Mere praktisk viden og indsigt fra eksperter med nært kendskab til eksportmarkederne vil være et godt bud.

Netop derfor afholder Væksthus Hovedstadsregionen i samarbejde med Eksportrådet et eksportmøde i marts med fokus på, hvordan virksomheder bedst griber mulighederne og kommer i gang med eksport til de nordiske lande.

Norden byder på andet end kulde
Eksportmødet har fokus på Sverige, Norge, Finland og Island, som byder på andet og mere end kulde, men tværtimod rummer gode vækstmuligheder for lige netop danske virksomheder.

Der er mange gode grunde til at satse på de nordiske markeder, når man som virksomhed skal udvide til nye lande – en af de aktuelle er, at de nordiske lande ikke er ramt af den krise, som har sat økonomierne i bakgear i store dele af det øvrige Europa.

Den europæiske krise får mange til at rette blikket mod BRIK-landene, men de fleste danske virksomheder kan med fordel indlede deres eksporterfaringer på de nordiske nærmarkeder, hvor økonomien er stabil og kulturen minder om den danske.

Mød eksperterne
Eksportmødet giver både indblik i, hvorfor de nordiske markeder er så attraktive, ligesom deltagerne også får konkrete og operative råd, som de kan bruge, når de skal operere i Norden.

Hør om de mange muligheder fra Eksportrådets handelschefer, og hør desuden, hvordan den danske virksomhed Rose Holm har grebet deres eksport an i Sverige og Norge.

Deltagerne møder også Per Holm Lynglund fra Eksportkreditfonden og Henriette Freris fra Væksthuset, som fortæller, hvordan virksomheder kan få finansiering og sparring til at komme i gang med deres eksport.

Tid og sted:
Tirsdag den 4. marts, kl. 14 -18, Stenløse Rådhus, Rådhustorvet 2, 3660 Stenløse. Tilmelding på www.vhhr.dk under events.

Yderligere information

Axel Andreas Beck
projektleder, Væksthus Hovedstadsregionen
Tlf.: 3010 8101
E-mail: ab@vhhr.dk

eller

Mette Ehlers Mikkelsen
regional koordinator for Eksportrådet i Norden
Tlf.: +46 8406 7515/+46 72 303 78 33
E-mail: metmik@um.dk



Seneste nyt

    Se alle