Spring til indhold

Manu Sareen rykker Norden til USA

Amerikanerne har for alvor fået øjnene op for Norden, og derfor rykker Norden nu til USA. Minister for nordisk samarbejde Manu Sareen er i denne uge i Washington D.C., hvor han skal deltage i en række arrangementer, der skal fremme den særlige nordiske model, der senest er blevet rost af tidsskriftet ”The Economist”.

”Jeg oplever for tiden en stærk interesse for den nordiske model i USA og andre dele af verden. Den interesse skal vi være rigtig stolte af, og jeg glæder mig meget til at fortælle amerikanerne om vores nordiske spidskompetencer. Norden er i front på mange områder. For eksempel når det gælder ligestilling mellem kønnene, og der er derfor god grund til at gøre opmærksom på de ting, vi er rigtig gode til”, siger Manu Sareen.

Manu Sareen skal også deltage i et nordisk samarbejdsministermøde, ligesom han sammen med kulturminister Marianne Jelved skal være med til åbningen af den amerikanske kulturfestival ”Nordic Cool”. Over 750 kunstnere fra de nordiske lande deltager i festivalen, som en af de største amerikanske kulturinstitutioner, John F. Kennedy Center for the Performing Arts, står bag. Fra d. 19. februar til d 17. marts får et stort amerikansk publikum mulighed for at udforske nordisk kunst og kultur, og programmet sætter også fokus på litteratur, design, kunsthåndværk og arkitektur samt det nordiske køkken.

”Norden er blevet en rollemodel, og vi skal synliggøre de nordiske værdier langt stærkere. De nordiske lande har tilsammen 25 millioner indbyggere. Vi er til sammen verdens 10. største økonomi. Det giver os en stærk position globalt, og det skal vi blive endnu bedre til at udnytte. Sammen er vi stærke, og jeg tager til USA for at udbrede kendskabet til de nordiske værdier”, siger Manu Sareen.

I forbindelse med Nordic Cool og samarbejdsministres deltagelse er der arrangeret et møde for pressen med de nordiske kultur- og samarbejdsministre under overskriften 'Press Coffee – Nordic Cool 2013 og den nordiske model'. Her vil være mulighed for interview med ministrene fra de nordiske lande.

Læs mere på John F. Kennedy Center for the Performing Arts

 

nordic cool

Tid og sted:
Tirsdag den 19. februar, kl. 8.30 – 9.30, Embassy of Sweden, House of Sweden, 2900 K Street NW, Washington DC, 20007

For yderligere information og akkreditering kontakt:
Pernille Florin Elbech, presse- og seniorrådgiver, ambassaden Washington, e-mail: Perelb@um.dk, mobil: +1202 320 0098