Spring til indhold

Indførelse af midlertidig grænsekontrol fra den 12. november 2019

Den danske justitsminister Nick Hækkerup har den 10. oktober 2019 offentliggjort, at den danske regering har besluttet at styrke beskyttelsen af grænsen mod Sverige ved at indføre midlertidig grænsekontrol og styrke politiets indsats i grænseområderne mod Sverige.

Den midlertidige grænsekontrol mod Sverige vil blive iværksat fra den 12. november 2019 og indføres foreløbigt for 6 måneder. Den midlertidige grænsekontrol vil blive gennemført som periodiske kontroller målrettet vejtrafikken og togtrafikken over Øresundsforbindelsen og færgetrafikken i havnene i Helsingør, Frederikshavn, Grenå og Rønne.

Den danske regering tager dette skridt i lyset af, at indbyggere i hovedstadsområdet siden februar 2019 har været vidne til 13 sprængninger. To af dem mod offentlige bygninger. Det er politiets vurdering, at eksplosionen ved Skattestyrelsen 6. august blev udført af kriminelle, der var rejst over grænsen fra Sverige til Danmark. I slutningen af juni i år skete der endvidere et voldsomt dobbeltdrab på åben gade i hovedstadsområdet, som politiet vurderer, var et opgør mellem rivaliserende bander fra Sverige. Samtidig er terrortruslen mod Danmark fortsat alvorlig.

Justitsminister Nick Hækkerup udtaler:
”Eksplosionen ved Skattestyrelsen og dobbeltdrabet i Herlev er eksempler på den alvorlige kriminalitet, der kan flyde over grænsen fra Sverige. Det vil vi ikke acceptere. For at imødegå truslen fra alvorlig grænseoverskridende kriminalitet styrker vi nu beskyttelsen af grænsen mod Sverige ved at indføre midlertidig grænsekontrol og styrke politiindsatsen i grænseområderne mod Sverige. For regeringen har det været afgørende, at vi sætter ind på en smart og effektiv måde. Det betyder, at fokus er på de organiserede kriminelle og ikke de mange almindelige borgere, der hver dag krydser grænsen”.


Pressemeddelelse fra justitsministeriet: http://www.justitsministeriet.dk/nyt-og-presse/pressemeddelelser/2019/styrket-beskyttelse-af-graensen-mod-sverige-og-flere