Gå til indhold

Landefakta

Her findes information om Sveriges geografi, dansk-svensk historie, svensk økonomi og politik.

Geografi

Sverige er med sine ca. 450.000 km² det tredje største land i Vesteuropa. Den længste strækning fra nord til syd er på 1.574 km, mens den længste strækning fra øst til vest er på bare 499
km.     
                 
Sveriges inbyggertal oversteg 10 mio. i januar 2017 ifølge Statistiska Centralbyrån. Heraf bor omkring 909.976 i hovedstaden Stockholm og ca. 2,2 mio. i hele hovedstadsområdet. På grund af landets størrelse er befolkningstætheden lav, og der bor kun 21,6 indbyggere pr. km².

Det svenske terræn består af fladt eller let bakket lavland og bjerge i vest. Karakteristisk for svensk natur er, at grundfjeldet ligger tæt under jordoverfladen i det meste af landet. 55% af Sverige er dækket af skov af varierende art fra syd til nord, ligesom søer og store elve også udgør næsten 10% af Sveriges areal.

Klimaet i syd er tempereret. Vintrene er præget af vestenvinde fra det lune atlanterhav og derfor relativt lune, hvorimod somrene er kølige. I nord er klimaet subarktisk. Nedbørsmængden varierer meget fra sted til sted, og særligt de østlige egne ligger i regnlæ.

Historie

Kongerigets dannelse

Efter vikingetidens velstandsstigning og kristendommens gennembrud ca. år 1000 fremstod Sverige som et samlet kongerige sidst i 1000-tallet.

I 1000-tallet styrkedes den kristne kirke via stiftsinddeling og oprettelse af et munkevæsen. Etableringen af ærkebispesædet i Uppsala i 1164 fuldendte kristendommens gennemførelse i Sverige.

Kong Birger Jarl, som grundlagde Stockholm i 1252, og hans søn kong Magnus Ladulås, etablerede tætte forbindelser til det øvrige Europa. Som følge af Hansestædernes handel i Østersøområdet med bl.a. Visby på Gotland som et af knudepunkterne skabtes økonomisk vækst, som muliggjorde en nyorganisering af det svenske rige efter europæisk feudalt mønster.

I union med Danmark
Den svenske adel rejste sig imod kong Albrekt af Mecklenburg og søgte hjælp hos Margrethe I af Danmark, som i 1389 besejrede kongen. Med adelens støtte indkaldtes til et møde i Kalmar i 1397, hvor vilkårene for en fælles nordisk union blev formaliseret. Det lykkedes dronning Margrethe at få sin adoptivsøn Erik af Pommern valgt til konge af Sverige, Norge og Danmark, men hvor det dansk-norske kongerige bestod til 1814, blev mødet med Kalmar indledningen til flere hundrede års konflikter mellem Danmark og Sverige. Unionen fremstod udadtil som en europæisk stormagt.

Så længe dronning Margrethe levede, herskede der nogenlunde ro i Unionen, men da Erik tog over efter hendes død i 1412 begyndte problemerne. Dette havde sin årsag i, at en del af den svenske adels støtte til Unionen primært var led i et indre svensk magtspil. I 1434 udbrød et oprør ledet af adelsmanden Engelbrekt Engelbrektsson bl.a. forårsaget af stigende skatter til kongemagten. Samtidig lagde kong Erik sig ud med Hansaen, der på sin side støttede oprøret. Uroen både indenfor og udenfor Unionen førte til Erik af Pommerns afsættelse i 1439.

Begyndelsen til Unionens endelige sammenbrud kom, da den svenske rigsforstander Sten Sture d.æ. slog den danske unionskonge Christian I ved Brunkeberg udenfor Stockholms mure i 1471. Sejrsdagen den 10. oktober var længe helligdag, og Brunkeberg-slaget regnes som en af de vigtigste begivenheder i Sveriges historie.

Forholdet mellem de svenske stormænd og den danske kongemagt led uoprettelig skade, da Christian II efter at have indtaget Stockholm i november 1520 foranledige 80-90 svenske gejstlige og adelige halshugget på Stortorget og derefter lod sig hylde som konge. Det har været omdiskuteret, om disse opgør skal ses som nationale. Hverken Brunkeberg-slaget eller 'Det stockholmske blodbad' kan imidlertid regnes for entydige opgør mellem Danmark og Sverige, idet store dele af den svenske adel var på unionskongernes side.

Opgørene var en strid om, hvorvidt tyngdepunktet i unionskongedømmet skulle ligge i rigsrådsregeringen eller i kongemagten. Altså mellem en svag og stærk union. Ikke desto mindre fik episoderne stor propagandistisk gennemslagskraft i de følgende århundredes stridigheder mellem Sverige og Danmark, da det der først og fremmest må ses som en borgerkrig mellem svenske fraktioner blev gjort til et nationalt dansk-svensk opgør. Blodbadet i 1520 har sikret Christian II en plads i svensk historie som 'Christian Tyrann'. Det er stadig en udbredt opfattelse i Sverige, at han i Danmark kaldes 'Christian den Gode', underforstået pga. blodbadet.

I 1523 kronedes Gustav Eriksson - en af Christians II's overlevende adelige modstandere - til konge og antog navnet Vasa, efter at han med dygtig propaganda og hjælp fra Hansestæderne havde udmanøvreret sine svenske rivaler ved at fremstille dem som danskernes lakajer. Sverige trådte dermed definitivt ud af Kalmar-unionen.

Protestantismens indførelse
Gustav Vasa gennemtvang en centralisering af forvaltningen, samlede magten hos sig selv og blev de facto den første svenske enevældskonge. Et vigtigt element i hans politik var indførelsen af protestantismen, som bragte kirkens gods under kongens kontrol.

Religionen kom til at spille en væsentlig rolle i den magtkamp, som efter Gustav Vasas død i 1560 udspilledes mellem hans sønner. Gustav Vasa blev først efterfulgt af sønnen Erik den XIV og siden af sønnen Johan den III, som giftede sig med en polsk, katolsk prinsesse. Da dennes søn Sigismund foruden polsk også blev svensk konge, brød en religiøst begrundet krig ud mellem Sigismund og hans farbror, den senere Karl IX, som vandt et afgørende slag i 1598. I Linköping blev Sigismunds tilhængere henrettet i et "blodbad", som kan sammenlignes med det i Stockholm. Hermed markeredes protestantismens endelige gennemførelse i Sverige.

Deltager i europæisk stormagtspolitik
I årene efter unionsopløsningen prægedes svensk udenrigspolitik af livtagene med Danmark i kampen om Østersøen.

Danmark-Norge kunne under den Nordiske Syvårskrig 1563-70 og Kalmar-krigen 1611-13 endnu hævde sin ledende stilling i Norden, men konjunkturerne udviklede sig til svensk gunst. Mens landbrugspriserne i begyndelsen af 1600-tallet raslede ned til stor skade for Danmark, mangedoblede Sverige sin eksport af jern og kobber, hvorved en omfattende oprustning kunne finansieres. Endvidere viste Sverige sig bedre til at opbygge et effektivt statsapparat takket være den stærke kongemagt, hvor Danmark-Norge blev svækket af stadige konflikter mellem konge og adel.

På denne baggrund gennemførte Sverige en ekspansion i Østersøen, der var blevet mulig efter svensk fredslutning med Rusland i 1617 og dansk militær koncentration mod truslerne fra syd i forbindelse med Trediveårskrigen. Efter Christian IV's nederlag i kejserkrigen, 1625-29, syntes Sveriges Østersømagt yderligere befæstet. Store told- og skatteindtægter fra de nyligt erobrede landområder finansierede deltagelsen i Trediveårskrigen, hvor Sverige fra 1630 kæmpede i den protestantiske koalition vendt mod den tyske kejser og gjorde nye erobringer i det nordtyske. Ambitiøse planer om et nordisk kejserdømme ledet af den svenske konge blev opgivet, da Gustav Adolf faldt ved Lützen i 1632. Trods kongens død styrede rigskansler Axel Oxenstierna Sverige igennem den efterfølgende turbulente periode uden at miste de erobrede landområder.

Danske forsøg på i tide at dæmme op for Sveriges stigende rolle som nordisk stormagt resulterede i den såkaldte Torstenssonkrig 1643-45, som endte katastrofalt for Danmark. Ved fredsslutningen i Brømsebro erhvervede Sverige Gotland, Ösel, Jämtland, Herjedalen og - for en 30-års periode - Halland. Ved den Westfalske fred i 1648 opnåede Sverige status som europæisk stormagt, en position man beholdt indtil 1721.

Revanchefølelser fik det svækkede Danmark til at forsøge at udnytte et svensk militært eventyr i Polen ved at erklære Sverige krig i 1657. Men Karl X Gustavs lynfelttog over de tilfrosne bælter tvang Danmark til freden i Roskilde i 1658. Skåne, Halland og Blekinge samt Bohus Len, Trondheims Len og Bornholm blev afstået. Et svensk forsøg året efter på at underlægge sig hele Danmark måtte opgives. En storm på København 1659 mislykkedes, og Nederlandene - som under Torstenssonkrigen havde støttet Sverige - intervenerede i konflikten på dansk side af frygt for svensk kontrol over Østersøen. Ved den svenske konges pludselige død kunne der sluttes fred i 1660, hvorved Trondheims Len og Bornholm kom tilbage til Danmark. Sverige havde imidlertid overtaget Danmark-Norges ledende rolle i Norden.

I 1675-79 gjorde Danmark et forsøg på at vinde Skåne tilbage. Trods nogen dansk militær succes, især til søs, lykkedes det ikke at få revanche, da krigen indvikledes i europæisk stormagtspolitik. Frankrig, Sveriges allierede fra Trediveårskrigen, tvang en fred igennem uden territoriale gevinster for Danmark.

Sveriges tid i europæisk stormagtspolitik afsluttedes med Karl XII's død i 1718 ved Frederikshald i Norge under Den Store Nordiske Krig (1700-1721). Endnu engang forsøgte Danmark at tage Skåne tilbage, men blev slået tilbage af svenskerne. Ved fredsslutningen i Nystad 1721 måtte Sverige afstå bl.a. Estland, Livland og den østlige del af Finland til Rusland. Også de fleste tyske besiddelser gled Sverige af hænde. Danmark opnåede til gengæld herredømmet over Slesvig, hvor den svenske vasal, hertugen af Gottorp, blev fordrevet. Man kan sige, at Danmark en gang for alle opgav at få de gamle østdanske områder tilbage og fra da af koncentrerede sin sikkerhedspolitik om de dansk-tyske grænseområder.

Den svenske ekspansion i 1600- og 1700-tallet blev muliggjort af fordelagtige udenrigspolitiske forhold såsom Ruslands indre krise, Danmarks politiske og økonomiske problemer samt den religiøse splittelse i Tyskland. Endvidere var Sverige gennem sin enestående administration i stand til at mobilisere samtlige landets ressourcer. Princippet om, at krigene skulle "betale sig selv" gennem udbytning af de erobrede områder, var også en forudsætning for ekspansionen. Sikringen af de svenske besiddelser på kontinentet overanstrengte imidlertid den svenske økonomi og medførte sociale belastninger i form af store skattebyrder og udskrivninger af soldater. Tilbage står imidlertid en svensk tradition for effektiv statsforvaltning, "ämbetsverket".

Enevældens afskaffelse
I 1720 blev enevælden afskaffet. Riksdagen, der bestod af fire stænder (adel, præster, borgere og bønder) fik magten over skatteudskrivningerne, finanserne og lovgivningen.

Perioden mellem freden i Nystad i 1721 og Gustav III's ublodige paladsrevolution i 1772, hvor kongelig enevælde blev genindført, kaldes Frihedstiden. I denne periode oplevede Sverige en videnskabelig og kulturel opblomstring med impulser fra oplysningstidens Europa. Svenska Akademien blev grundlagt, Stockholms Opera samt det Kungliga Dramatiska Teatern bygget, og mænd som fysikeren Celsius, astronomen Wargentin og botanikeren Linné gjorde Sverige berømt. Svensk kunst udviklede en variant af fransk rokoko - den gustavianske stil - der i lighed med Bellmanns viser fra samme tid ikke er gået af mode. Flere landbrugsreformer blev iværksat, søfarten på Kina og Asien blomstrede, nye industrier såsom porcelænsfabrikker og tobaksspinderier skød op, og eksporten af jern, tjære og træ voksede. Trods økonomiske opgangstider medførte den kraftige befolkningsvækst fra sidst i 1700-tallet et stort proletariat - værst på landet. Digteren Tegnér sagde spøgende, at den stigende befolkning skyldtes freden, vaccinen og kartoflerne.

En mislykket krig mod Rusland i 1788 bragte endnu engang Danmark i krig med Sverige som følge af en dansk-russisk alliance. Krigen forstærkede oppositionen mod kongen, og i 1792 blev Gustav III offer for en adelskonspiration og skudt ned i Stockholms Opera. Den gustavianske periode afsluttedes med endnu et komplot, da hans søn Gustav IV efter at have tabt Finland til Rusland som led i Napoleonskrigene blev afsat af adelen i 1809. Han efterfulgtes af farbroderen Karl XIII, men da han ikke havde børn, fik Sverige et tronfølgeproblem. Først valgtes en dansk prins, der døde, hvorefter man 1810 bestemte sig for Napoleons marskal Jean Baptiste Bernadotte ( kong Karl XIV Johan 1818 - 44) som ny svensk kronprins.

Fra Napoleon til århundredeskiftet
Ved Napoleonskrigenes afslutning 1814-15 stod Sverige på den sejrende side og Danmark på den tabende. Sverige ønskede Norge som kompensation for Finland, og Danmark måtte ved freden i Kiel 1814 afstå Norge, som modvilligt indtrådte i union med Sverige, der kom til at vare indtil 1905.

Med grundloven af 1809 deltes magten mellem kongen og den stænderopdelte Riksdag, der fik ret til at opkræve skatter. Fra 1840 ændredes centraladministrationen således, at hver statsråd (minister) blev chef for et departement i stedet for som hidtil blot at være rådgiver for kongen. I 1866 indførtes et tokammersystem i Riksdagen.

Sverige ramtes i lighed med Danmark hårdt af den økonomiske nedgang efter Napoleonskrigene. Helt frem til slutningen af 1800-tallet var Sverige et fattigt landbrugsland, hvor landbefolkningen i 1850 udgjorde 90% og i 1900 75%. Livsbetingelserne for landbefolkningen var hårde, og i perioden 1820-1930 udvandrede ca. en million mennesker til USA. Omkring 1910 var Chicago således den største svenske by efter Stockholm! Der var samtidig en betydelig svensk indvandring til det meget mere velhavende Danmark.

Fra midten af 1800-tallet begyndte industrialiseringen, hvilket sammen med udvandringen afbødede den værste sociale nød. Rigtig fart i industrialiseringen kom der omkring århundredskiftet, hvor grunden til den svenske storindustri blev lagt med opfindelser som kuglelejet (SKF), dynamitten (Nobel), elektromotoren (ASEA) og telefonen (Ericsson).

Det 20. århundrede
Industrialiseringen og udviklingen af demokratiet var gået stærkere i Norge og havde sammen med en opblomstring af en national kultur med Grieg, Ibsen og Munch i spidsen forstærket norsk modvilje mod den svensk-norske union.

En kort overgang så det ud til, at der skulle udbryde krig mellem landene, men det lykkedes at forhandle sig frem til en løsning, hvorved Norge i 1905 blev selvstændigt med den danske prins Carl som konge under navnet Haakon VII. Bitterheden i Sverige varede imidlertid længe og blev en hæmsko for nordisk samarbejde.

I 1911 indførtes forholdstalsvalg til begge Riksdagens kamre. I 1917 indførtes parlamentarisme, og kvinderne fik stemmeret i 1920. Demokratiets fuldbyrdelse var kulminationen på en proces, hvor borgerne havde "stået i demokratisk lære" i de utallige foreninger, "folkrörelser", som i det forrige århundrede blev dannet rundt om i landet. Først dominerede afholdsforeninger og frikirkelige organisationer, siden kom idrætten og folkeuddannelsen. Foreningerne politiseredes og var en væsentlig faktor i dannelsen af de liberale partier og - gennem organisering af arbejderklassen - det svenske Socialdemokrati. Afholdsbevægelsen var især et sociokulturelt fænomen og blev af nogle opfattet som et led i klassekampen.

En voksende arbejderklasse og den lige og almindelige valgret banede vejen for den første socialdemokratiske regering i 1920 under ledelse af Hjalmar Branting. Det afgørende socialdemokratiske gennembrud kom dog først i 1933, da Per Albin Hansson indgik et kriseforlig, den såkaldte "kohandel", der var et kompromis mellem landbrugernes (repræsenteret af Bondeforbundet - det senere Centerpartiet) og lønmodtagernes interesser. Forliget var moderat i sit sigte, men denne arbejder-bondealliance blev skelsættende i den forstand, at den markerede starten på 44 års uafbrudt socialdemokratisk styre med Centerpartiet som hyppig samarbejdspartner, enten som direkte regeringsdeltager eller som parlamentarisk støtte. I denne periode blev "det svenska Folkhemmet" opbygget med den målsætning, at samfundet skulle påtage sig ansvaret for borgernes velfærd.

Efter den anden verdenskrig fremstod Sverige som et forbillede for det krigshærgede Europa. Som følge af neutralitetspolitikken var Sverige ikke blevet ramt af verdenskrigens ødelæggelser og havde allerede i 30'erne takket være sin industri gennemlevet en solid økonomisk vækst i modsætning til landbrugslandet Danmark. Derfor kunne landet umiddelbart profitere af den internationalisering af økonomierne, som blev en væsentlig del af den økonomiske genrejsning af Vesteuropa. Efterkrigstiden i Sverige var præget af en næsten eksplosiv økonomisk vækst, som tillod en kraftig udbygning af velfærdssamfundet gennem 50'erne og 60'erne.

Da udbuddet af arbejdskraft ikke kunne følge med industriens efterspørgsel, rekrutteredes arbejdskraft i udlandet, hvilket medførte en stor indvandring til Sverige først og fremmest fra Finland og Sydeuropa. I dag lever der i Sverige hen ved 1 mio. mennesker, som ikke er født i landet. Mange af seneste indvandrede fra især Mellemøsten og Østafrika er koncentreret i boligområder omkring de største svenske byer.

Den øgede vækst og velfærd medførte store forandringer i den almindelige borgers tilværelse. I 1978 fik alle på arbejdsmarkedet ret til 5 ugers ferie om året. Mens industriarbejderen i begyndelsen af århundredet drømte om rekreation i kolonihaven om søndagen, blev charterrejser til Middelhavsområdet i 60'erne og 70'erne et alternativ til ferien som campist i egen Volvo eller i eget sommerhus.

Sverige blev - som resten af den vestlige verden - økonomisk hårdt ramt af oliekrisen i 1973, og i 1976 mistede Socialdemokratiet sit "regeringsmonopol". De borgerlige partier fremstod som et samlet regeringsalternativ og vandt valget i kraft af en intens kampagne mod især LO's forslag om centrale lønmodtagerfonde, som ville give lønmodtagerne afgørende indflydelse i de svenske erhvervsvirksomheder (”fondssocialisme”).

I 1982 kom socialdemokraterne til magten igen med Olof Palme som statsminister. Hans regeringsperioder prægedes af et øget udenrigspolitisk engagement. Sverige blev ramt af et chok, da Palme den 28. februar 1986 blev skudt ned på åben gade i Stockholm. Det uopklarede mord blev af mange opfattet som et attentat på hele det svenske samfund, og mange konspirationsteorier lever fortsat. Ingvar Carlsson efterfulgte Palme som partileder og statsminister i et mentalt kriseramt Sverige, som i de sidste årtier har været ramt af flere offentlige skandaler.

I slutningen af 1980'erne blev det stigende budgetunderskud et påtrængende økonomisk problem. Underskuddet voksede i de sidste Palme-år, men det kollektive chok, som Palme-mordet medførte, fik ingen umiddelbare konsekvenser for den økonomisk-politiske tænkning. Socialdemokratiets finansminister Kjell-Olof Feldt gik i 1990 af i protest mod bl.a. arbejdsbetingelserne i regeringen og LO's indflydelse på den førte økonomiske politik. Hans afgang var med til at svække tilliden til, at Ingvar Carlsson kunne lede Sverige ud af de økonomiske problemer. Socialdemokratiet fik i 1991 sit dårligste valgresultat i mere end 60 år med 38 procent af stemmerne. Siden har Socialdemokratiet dog oplevet værre valgresultater, som i 2006 hvor partiet blot fik 35 procent af stemmerne.

EU og NATO
Afslutningen på den kolde krig blev starten på et nybrud i Sveriges internationale orientering fra alliancefrihed til tættere og mere formaliseret samarbejde i Europa og transatlantisk. Den umiddelbare kulmination kom, da Ingvar Carlsson den 1. juli 1991 indleverede den svenske ansøgning om optagelse i EF. Så sent som i 1988 havde et flertal i Riksdagen anset svensk medlemskab af EF som uforeneligt med traditionel svensk udenrigs- og sikkerhedspolitik: alliancefrihed i fredstid og neutralitet i krig.

I 1992 omformuleredes den sikkerhedspolitiske doktrin som følge af bl.a. ønsket om optagelse i EF/EU, og doktrinen lød derefter: "Sverige er militær alliancefri med henblik på, at landet skal kunne være neutralt i tilfælde af krig i nærområdet". Den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 rystede svensk udenrigs-og sikkerhedspolitik og resulterede i, at den svenske regering med støtte fra et stort flertal i Riksdagen søgte om optagelse i militæralliancen NATO. En udvikling som bare få måneder tidligere havde virket helt usandsynlig.

Sveriges udenrigspolitik retter sig i dag mod et bredt internationalt samarbejde blandt andet som aktivt medlem af FN, gennem EU-samarbejdet og det nordiske samarbejde. Sverige anser endvidere et nært transatlantisk samarbejde mellem EU og USA som værende særligt afgørende. Sveriges sikkerhedspolitiske linje er således, at en eventuel trussel mod freden bedst imødegås i fællesskab og samarbejde med andre lande. 

Økonomi

Du kan læse om svensk pengepolitik, inflation og finansiel stabilitet på Sveriges Riksbanks hjemmeside. Konjunkturinstitutet (KI) leverer prognoser og nøgletal for svensk økonomi. På Ekonomifaktas hjemmeside findes statistik og fakta om svensk økonomi og arbejdsmarkedsforhold. Statistiska Centralbyrån (SCB) indsamler og behandler statistik om svenske forhold.    


Links

Sveriges Riksbank

Konjunkturinstituttet

Ekonomifakta

Statistiska Centralbyrån

Politik

Det politiske system

Sverige er et demokrati. Styreformen er repræsentativ og parlamentarisk. Monarken er rigets statschef, hvis beføjelser og opgaver alene er repræsentative og ceremonielle. For eksempel ledes regeringsdannelsen efter valg ikke af kongen, men af Riksdagens formand ('talman').

Sverige er ligesom Danmark et konstitutionelt monarki. Kongen er rigets statschef men har alene ceremonielle opgaver. Landet styres gennem repræsentativt demokrati og parlamentarisme. Det øverste statsorgan er derfor parlamentet Riksdagen med 349 medlemmer. Riksdagen skal godkende en tiltrædende statsminister og dennes regering. Regeringen består af statsministeren og et antal 'statsråd' - i daglig tale 'ministre'.

Riksdagen vælges ved direkte og almindelige valg, der afholdes fast hvert fjerde år (den tredje søndag i september).

Valgrets- og valgbarhedsalderen er 18 år.


De politiske partier

Det svenske parlament kaldes Riksdagen og har 349 ledamöter (medlemmer), der vælges den anden søndag i september hvert fjerde år. Antallet af medlemmer, et parti får indvalgt, er proportionalt med antallet af stemmer de har fået. Spærregrænsen, for at et parti kommer ind i Riksdagen, er på 4 %.For mere information om den aktuelle fordeling af ledamöter klik her. Nedenfor finder du nyttige links til yderligere information.


Links:

Regeringskanseliet

Riksdagen

Valmyndigheten

Sweden.se

Länsstyrelserna

De politiske partier

Regering

Sveriges regering

Regeringen er drivkraften i arbejdet med at forandre Sveriges love og sætte retningen for udviklingen i det svenske samfund. Sveriges regering består af en statsminister og dennes ressortministre, der styrer embedsværkets arbejde indenfor forskellige områder som økonomi, erhvervsliv, uddannelse og udenrigspolitik. Ligesom i Danmark har der i Sverige været tradition for mindretals- og koalitionsregeringer. Læs mere om den nuværende regering på Sveriges regerings hjemmeside.