Gå til indhold

400 år med danske diplomatiske relationer i sverige 

Den 8. april 2022 er det 400 år siden, at Danmark fik sin første officielle ambassadør i Sverige. De formelle diplomatiske relationer mellem Danmark og Sverige blev skabt, da Christian IV udnævnte adelsmanden Peder Galt (1584-1644) som sit sendebud til Gustav II Adolfs hof i Stockholm. Peder Galt overrakte akkreditiverne til den svenske konge den 8. april 1622. Når en ny ambassadør udnævnes, får denne en fuldmagt fra sit statsoverhoved (akkreditiverne). Overrækkelsen af akkreditiverne til den svenske regent er således den officielle handling, der anerkender ambassadørens formelle rolle som varetager af diplomatiske relationer.

 

1600-1700-tallets Europa var præget af mange konflikter og krige - også mellem Danmark og Sverige. Faktisk er Danmark - sammen med Rusland - det land, som Sverige oftest har været i krig med. Den sidste krig sluttede i 1809, og i de sidste 200 år er samarbejdet mellem vores to nabolande blevet stadig tættere. Vi løser nu konflikter på diplomatisk vis. Vi er blandt hinandens vigtigste handelspartnere, og vi kæmper internationalt for de samme værdier.

 

I anledning af 400 årsdagen har Danmarks ambassadør i Sverige, Vibeke Rovsing Lauritzen, udtalt følgende om de dansk-svenske relationer:

”Selvom vi i dag betragter Sverige som en af vores nærmeste allierede, og de største slag alene udkæmpes i sportsarenaerne, er der fortsat brug for stærke diplomatiske relationer til vores svenske naboer. Både Corona-pandemien og den aktuelle sikkerhedspolitiske situation i vores nærområde minder os om, hvor vigtige vi er for hinanden”.

 

Også Sveriges ambassadør i Danmark, Charlotte Wrangberg, sætter ord på det dansk-svenske venskab:

”Det samarbete och nära kontakt, som vi idag tar som en självklar del av relationen, kom förstås på allvar igång och började utvecklas först när de diplomatiska relationerna etablerades. Och vår relation är grundmurad. Det nordiska samarbetet är och förblir det som står oss närmast. Så är det med Danmark och så kommer det att vara framöver. Inom EU samarbetar vi med varandra och andra europeiska länder. Vi är viktiga handelspartners för varandra. Samarbetet i gränsregionen står inför praktiska utmaningar, men vi fortsätter att växa och integreras. Vi tror på att skapa en region där vi bygger en gemensam vardag. En hotfull situation i Europa medför också nya utmaningar, som vi ska klara tillsammans. För tillsammans är vi starkare.”