Gå til indhold

Kongeparrets første statsbesøg

Den 6.-7. maj 2024 havde ambassaden i Stockholm den ære og glæde at modtage H.M. Kong Frederik og H.M. Dronning Mary på deres første statsbesøg. Kongeparret sejlede med Kongeskibet Dannebrog ind i Stockholms skærgård og ankom til Logårdstrappan foran Kongeslottet med den historiske robåd Vasaorden i selskab af D.K.H. Kronprinsessan Victoria og Prins Daniel, og de blev taget imod af H.M. Kong Carl XVI Gustaf og H.M. Dronning Silvia.

Kongeparrets første statsbesøg blev flot indrammet af et solbeskinnet Stockholm. Det danske flag var hejst over hele byen, og der var god stemning bland de mange tilskuere, som var mødt op for at hilse Kongeparret velkommen. 

Statsbesøget var en markering af de historiske bånd, det nære naboforhold og den tætte relation mellem de to kongefamilier. Dette understregedes særligt af de taler, som både den danske og den svenske konge holdt under besøget. 

Ud over det historiske aspekt, var der fokus på de stærke kulturelle, handelsmæssige og efter NATO-medlemskabet i høj grad også forsvarsmæssige bånd mellem Danmark og Sverige. Ud over Kongeparret deltog også vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, erhvervsminister Morten Bødskov og skatteminister Jeppe Bruus. Det to dage lange besøg bød på et tætpakket program.

Førstedagen bestod fortrinsvis af møder med højtstående svenske politikere efterfulgt af annonceringen af enighed om en ny skatteaftale (Øresundsaftalen). Herefter fulgte samtaler om rumforskning, teknologi og grøn omstilling, med deltagelse af den danske astronaut Andreas Mogensen og de svenske astronauter Marcus Wandt og Christer Fuglsang. Aftenen blev afsluttet med et gallataffel på Kongeslottet.

Besøgets anden dag begyndte for H.M. Kongen ved flådestationen Berga, hvor begge konger og de ledsagende ministre fik forevist svenske forsvarskapaciteter og blandt andet selv styrede den svenske Stridsbåt 90. På flådestationen kunne forsvarsministeren og hans svenske kollega, Pål Jonson, underskrive en hensigtserklæring, som skal styrke forsvarssamarbejdet mellem de to lande. Samtidig så H.M. Dronning Mary og H.M. Dronning Silvia en udstilling med værker af Marie Krøyer på museet Prins Eugens Waldemarsudde. Samme dag var der frokost på Stockholms Rådhus efterfulgt af indvielsen af Forskaren, en dansk tegnet bygning som fremtidigt innovations-hub for life science-miljøet ved siden af Karolinska Universitetet. Ud på den sene eftermiddag ankom kongeparrene og det svenske kronprinsessepar til Nordiska Museet, hvor de besøgte museets store nye permanente udstilling ”Nordbor” om livet i Norden gennem de seneste 500 år. DR Pigekoret holdt en minikoncert. Museumsbesøget blev afsluttet med plantningen af et Gråsten-æbletræ, en symbolsk tak for besøget som gave fra det danske kongepar til det svenske til glæde for Djurgårdens og Nordiska Museets besøgere.

Statsbesøget afsluttedes med et returarrangement på Kongeskibet Dannebrog, hvor Livgardens Musikkorps akkompagnerede, samt en afskedsceremoni på Kongeslottet. Kongeskibet sejler videre mod Oslo for også der at være bolig for Kongeparret under det snartkommende statsbesøg til Norge.

 

Fotos bl.a.: Clément Morin / Kungl. Hovstaterna

DK og SE Kongepar

 

DK + SE politikere + DK Kongepar + Kristina

 

Kritsina + UM uden for Riksdagen

 

Astronauter på KTH

 

Nordiska træplantning + pigekorte

 

Indvielse af Forskaren

 

DK + SE Konge i militærdragt

 

Dannebrog ved Skeppsbrokajen