Statsministeren har udskrevet folketingsvalg til afholdelse den 1. november 2022
Her finder du svar på, hvordan du som dansker i Sverige kan stemme til valget.
Hvornår kan man stemme?
Du kan stemme fra i dag.
Hvor kan man stemme?
Du kan afgive brevstemme ved personligt fremmøde på Danmarks Ambassade i Stockholm eller et af konsulaterne i Sverige.
Man kan afgive brevstemme på ambassaden, mandag-fredag fra 09.30-12.00 og fra 13.00–15.30.
Ved afgivning af brevstemme på konsulaterne anbefales det, at du kontakter konsulatet for nærmere information omkring tider til afstemning.
Du kan finde dit nærmeste konsulat på vores hjemmeside:
Danske konsulater i Sverige (um.dk)
Husk at medbringe legitimation, pas eller kørekort.
Hvem kan stemme?
Det er en forudsætning for at stemme til folketingsvalget, at du har valgret og er optaget på folketingsvalglisten i Danmark.
Hvis du vil stemme som udenlandsdansker uden folkeregisteradresse i Danmark, skal du opfylde en række kriterier. Du kan læse mere om, hvem der kan søge om optagelse på folketingsvalglisten her:
Udlandsdanskeres valgret (im.dk)
Du skal også selv søge om at komme på folketingsvalglisten. For at kunne nå at stemme til et valg i Danmark skal din ansøgning om optagelse på folketingsvalglisten være færdigbehandlet senest 7 dage før valgdagen.
Hvis du har folkeregisteradresse i Danmark og er valgberettiget, er du automatisk på valglisten. Hvis ikke, kan du læse mere om, hvem der kan søge om optagelse på folketingsvalglisten her: Udlandsdanskeres valgret (im.dk)
Ambassaden anbefaler, at du stemmer i god tid inden valgdatoen.