Gå til indhold

Forretningskultur

Der er ikke mange forskelle på forretningsklimaet i Danmark og Sverige, og derfor er Sverige som udgangspunkt et godt og tilgængeligt marked for danske eksportører. Dog er der en række forhold, som man bør være opmærksom på.

Svenskerne tænker konsensus
Beslutningsprocessen i svenske virksomheder tager ofte længere tid end i danske, fordi man i Sverige forhører sig i hele virksomheden, før en betydningsfuld beslutning træffes. I Sverige opleves det som vigtigt, at alle bakker op om en beslutning, hvis det skal blive en succes. 

Ved indgåelse af aftaler med svenske virksomheder, skal man derfor forvente en længere proces og flere møder, før en aftale bliver til noget. Dette misforstås til tider af danske virksomheder og kan fejlagtigt opfattes som langsommelighed eller manglende interesse.

Forhandlingsteknik
Med en grov generalisering af forskellene i dansk og svensk virksomhedskultur kan det siges, at danske forretningsfolk har en hårdere forhandlingsteknik end svenskere, og ikke har helt samme betænkeligheder ved at skabe en konfrontation, som svenskere i almindelighed har. Svenskere ønsker ofte at opnå fællesløsninger og er derfor ofte villige til at indgå kompromiser for at opnå en forretning eller aftale.

 

Erfaringsmæssigt kan der dog opstå den situation, at svenskere af og til hellere vil afstå fra en forretning eller en aftale frem for at acceptere en evt. dansk uvilje mod at indgå kompromis. Som dansk forretningsmand bør man være opmærksom på dette forhold og søge at tænke i kompromisløsningen.

Skriftlige aftaler og god forberedelse
Svenskerne foretrækker ofte at forberede en forhandling grundigt ved på forhånd at udarbejde et forhandlingskoncept og sætter i reglen pris på at få forhandlingsresultatet bekræftet skriftligt og hurtigt efter et møde. Det forventes derfor, at den danske part også møder velforberedt op. Svenskerne betragter, i modsætning til danskerne, først en aftale for indgået, når alle aftalens vilkår er endeligt forhandlet.

Generelt må det anbefales, at der altid anvendes skriftlige aftaler, og at der udvises stor omhyggelighed med at forhandle aftaleindholdet og formulere aftaleteksten så tydeligt som muligt samt at sikre, at parterne fortolker aftaleteksten på samme måde. Det sidstnævnte gælder særligt i situationer, hvor der er risiko for sprogmisforståelser.

Svenskerne forekommer - set med danske øjne - til tider noget formalistiske i aftaleforhold, i den forstand at de tillægger skriftlige aftaler og andre dokumenter mellem parterne meget stor betydning. Svenskerne vil ofte gerne have en skriftlig dokumentation af hele aftalen og anser det af stor vigtighed, at de vilkår, som er fastsat i aftalen, efterleves i praksis.

Såfremt der opstår tvist mellem parterne, og aftalen skal bedømmes af svenske domstole, vil domstolene tage udgangspunkt i, hvad der er skriftligt aftalt mellem parterne, dvs. det skriftlige aftaledokument. Generelt kan det siges, at det ved en svensk domstol er meget svært at få medhold i en aftalefortolkning, der ikke fremgår af den skrevne aftale, eller som er i strid med indholdet af den skrevne aftale.

Sprog
Svenskere har i almindelighed svært ved at forstå dansk. Da danskere normalt er lidt bedre til at forstå svensk, kan det være en idé at affatte aftalen på svensk eller, såfremt dette ikke er hensigtsmæssigt, på engelsk.

Godt at vide
Kontortiderne i Sverige minder om de danske kontortider. De fleste offentlige institutioner er åbne fra klokken 8.30 til klokken 16, dog er nogle private kontorer og firmaer åbne fra klokken 8.30 til klokken 17.  Flere kontorer holder lukket omkring frokost.

Svenske helligdage (2021)

1. januar (fredag)

Nytårsdag

6. januar (onsdag)

Hellig Trekongers dag

2. april (fredag)

Langfredag

4. april (søndag)

Påskedag

5. april (mandag)

2. påskedag

1. maj (lørdag)

1. maj

13. maj (torsdag)

Kristi Himmelfartsdag

23. maj (søndag) Pinsedag

6. juni (søndag)

Sveriges nationaldag

25. juni (fredag)

Midsommeraften

26. juni (lørdag) Midsommerdag

6. november (lørdag)

Alle helgens dag

25. december (lørdag)

Juledag

26. december (søndag)

2. juledag